Tag: Natur

  • Møde i udvalg for grøn omstilling og bæredygtig udvikling 10/11-2025

    Møde i udvalg for grøn omstilling og bæredygtig udvikling 10/11-2025

    Der er afholdt ordinært møde i Odsherred Kommunes §17.4 udvalg for grøn omstilling og bæredygtig udvikling.

    Det officielle referat fremgår her.

    Herunder følger FSiOs repræsentant Helene Regnells noter fra mødet.

    Der var tre punkter på dagsorden som især havde interesse.

    For det første et temamøde om Sejerø Seascape, hvor WWF præsenterede deres projekt om genopretning af naturen i Sejerø Bugt. De har fået en stor sum penge til at komme i gang og det bliver spændende at følge i de kommende år.

    Derudover blev udvalget bedt om at prioritere budget for klimaindsatsen i 2026. Det er naturligvis interessant at være med til at beslutte, hvordan 3,5 millioner skal anvendes.

    Dette gav dog anledning til en principiel debat, fordi der var lagt tiltag ind, som kunne karakteriseres som “skal” opgaver, det vil sige, hvor kommunen ikke har et valg, hvis den vil overholde lovgivning.

    Det drejer sig om punktet vedrørende energioptimering af kommunale ejendomme som, på grund af EUs bygningsdirektiv, er blevet et lovkrav.

    Det giver efter min, og øvrige udvalgsmedlemmer, ikke helt mening at inkludere opgaven under §17.4 udvalgets pulje, fordi udvalget ingen indflydelse har på allokeringen af midlerne.

    Det blev besluttet at tage diskussionen op på næste udvalgsmøde.

    Endelig fik vi en orientering om Den Grønne Trepart og Kystvandråd, som nu er i mål med de planer, som regeringen har pålagt dem at udarbejde.

    Nu kommer det svære – selve implementeringen.

  • Hjælp WWF med at blive klogere på dit forhold til naturen i Sejerøbugten

    Hjælp WWF med at blive klogere på dit forhold til naturen i Sejerøbugten

    Naturen tilbage til bugten

    Der er i disse år stort fokus på naturen og vandmiljøet i og omkring Odsherred.

    Det er vi som fritidshusejere glade for.

    Et af de seneste eksempler er initiativet omkring Sejerø Seascape, hvor WWF Verdensnaturfonden sammen med en række partnere vil bringe naturen tilbage i Sejerøbugten og give livet en ny chance for at blomstre under havoverfladen.

    I den forbindelse har WWF Verdensnaturfonden et ønske om at involvere befolkningen i Odsherred – både beboere og landliggere. De har udarbejdet et lille spørgeskema, som de gerne vil have ud til fritidshusejerne. Gerne også fritidshusejere, der ikke ligger lige ud til Sejerøbugten.

    Vi vil derfor gerne bede jer om at dele link til undersøgelsen med jeres medlemmer så snart som muligt inden fristen d. 21/11-2025.

    Vi får resultatet af undersøgelsen som bliver delt på fsio.dk når det foreligger.

    Tak for hjælpen – sammen er vi stærkere!

    FSiO og WWF.

  • Åben sommerhus

    Åben sommerhus

    Biodiversitets Arbejdsgruppen i Odsherred (BioDag) har arrangeret en åben sommerhus dag den 13. juli, hvor I har mulighed for at besøge inspirationsgrunde rundt omkring i kommunen.

    I kan læse mere her:

    Besøg en sommerhusgrundnyhedsbrev.dn.dk

    Rigtig god sommer blandt græshopper og sommerfugle

  • Bæredygtighed

    Bæredygtighed

    Grønt Råd (biodiversitet)

    Odsherred Kommune har to tiltag, der handler om bæredygtighed.

    Det ene er Grønt Råd, som er et stående udvalg. Det vil sige at det er et rådgivende udvalg, som er nedsat af Byrådet, med det formål at rådgive Udvalget for Klima og Miljø.

    Du kan læse Grønt Råds Kommisorium her.

    Grønt Råds opgaver 

    • at udtale sig vedrørende planer, kampagner og tiltag på planlægnings-, natur og miljøområdet (udvalgt materiale tilsendes løbende til rådets medlemmer fra administrationen)
    • at fremsætte forslag overfor Udvalget for Klima og Miljø og Byrådet, der kan fremme en aktiv rekreativ benyttelse af Odsherreds landskaber, og en rigere og mere varieret natur til gavn for Odsherreds borgere og turister
    • at påpegeforhold i kommunens drift, som har uheldige natur- og miljømæssige konsekvenser, eller som kan virke belastende på natur og miljø i Odsherred Kommune.
    • at tage initiativ til at gennemføre konkrete, grønne projekter, der kan fremme. artsdiversitet (rigere og mere varieret natur) og/eller en bæredygtig udvikling i lokalområderne, og øge befolkningens forståelse og ansvarlighed for natur og miljø.

    FSiO i Grønt Råd

    FSIO har været repræsenteret i Grønt Råd i mange år. I regi af Grønt Råd er der desuden nedsat en biodiversitets arbejdsgruppe, som arbejder for at fremme biodiversiteten i Odsherred Kommune. FSIO er også repræsenteret i denne arbejdsgruppe.

    §17, stk. 4-udvalget

    Det andet tiltag i Odsherred Kommune er §17, stk. 4-udvalget for grøn omstilling og bæredygtig udvikling. Dette udvalg er et midlertidigt udvalg, der blev nedsat af det forrige byråd og igen af det nyvalgte byråd. Udvalgets eksistens ophører således med et byråds valgperiode.

    Du kan læse udvalgets kommissorium og sammensætning her.

    §17, stk. 4-udvalgets opgaver er bl.a:

    ”Drøfte, undersøge og afklare kommunens indsatsmuligheder for at igangsætte indsatser og projekter for grøn omstilling, klima og bæredygtig udvikling samt reduktion af CO2-udledningen hos virksomheder og borgere. Herunder afklare, hvordan arbejdet med FN’s verdensmål kan indgå i arbejdet med bæredygtig udvikling og grøn omstilling.”

    FSIO har været repræsenteret i udvalget siden det blev nedsat første gang i 2020.

    Referat fra møde i Grønt Råd den 25 september 2024